Alt du skal vide om Alaskan Husky
En Alaskan Husky er en slædehund, der er højere og kraftigere end en Siberian Husky, som den er beslægtet med, men lettere end den store Alaskan Malamute, som den stammer fra. Som navnet antyder, er racen oprindeligt fra Alaska, hvor den først var en yndet jagthund og senere en fremragende slædehund.
Faktisk er Alaskan Husky ikke anerkendt som race hos de officielle kennelklubber. I stedet kommer hunden af avl, der ikke havde andet for øje end at skabe den ideelle slædehund.
Som følge af egenskaben som slædehund er racen meget egenrådig af natur og desuden utrolig intelligent.
En Alaskan Husky egner sig bestemt ikke til mennesker uden erfaring med hunde, eller som ikke kan dedikere den nødvendige tid til træning og aktivering. Er du dog erfaren og velforberedt på det, racen kræver, får du en utrolig loyal og arbejdsvillig hund, der vil være dig enormt hengiven.
Raceinfo
Personlighed
Alaskan Husky er specielt kendt for sin stamina, styrke og intelligens. Af natur er den meget selvstændig og har tendens til at være stædig, men den elsker også at blive nusset med af sin familie.
Racen har en stor personlighed og kan være særdeles opmærksomhedskrævende, især hvis den ikke får nok mental og fysisk stimulering. Her vil den nemlig gøre opmærksom på sig selv ved at tude og galpe. Dog er den alligevel mere rolig end sine artsfæller siberian Husky og alaskan malamute.
Sørger du for korrekt stimulering får du en supervillig og hårdtarbejdende hund, der knytter et nært bånd til dig som ejer.
Forventet levetid
En sund og rask Alaskan Husky bliver i gennemsnit 12-15 år gammel.
Antal i Danmark
Det vides ikke, hvor mange Alaskan Huskies, der er i Danmark.
Skulderhøjde – han
Ca. 58-66 cm
Skulderhøjde – hun
Ca. 58-66 cm
Vægt – han
Ca. 18-27 kg
Vægt – hun
Ca. 15 - 22 kg
MERE INFORMATION OM Alaskan Husky
10 ting du skal vide om Alaskan Husky
#1: Familievenlig
En Alaskan Husky er et flokdyr, hvilket gør den velegnet som familiehund - dog er den ikke et match for alle, da den som nævnt kræver en del af sin ejer.
Overfor sin familie er den meget loyal, kærlig og glad for at kæle og putte. Racen elsker kontakt med sine mennesker og er kendt for at hoppe op ad folk, ikke for at dominere, men for at vise sin hengivenhed.
Den er venlig overfor mennesker, den kender, og nysgerrig omkring fremmede. Her vil den i højere grad blot snuse til personen i stedet for at gø ad dem.
- Familievenlig – karakter: 3 ud af 5 60%
#2: God med børn
Har du børn i hjemmet, kan du godt lade dem omgås en Alaskan Husky. Den har nemlig et mildt sind og bliver meget sjældent aggressiv, hvilket gør den god i en familie med børn. Nogle mener, at den bedst hører hjemme i en familie med ældre børn, især fordi den som nævnt har en tendens til at hoppe op. Den vil således sagtens kunne vælte et barn omkuld ved en fejl.
Med den rette socialisering og træning kan en Alaskan Husky dog være god til børn i alle aldre - især hvis den som hvalp vokser op omkring børnene. Husk at lære dine børn, hvordan de skal interagere med hunden og læse dens kropssprog. På den måde får de en god og tryg relation til hinanden.
- God med børn – karakter: 3 ud af 5 60%
#3: Nem at træne
Pga. racens høje intelligens, er en Alaskan Husky lydhør overfor træning. En af de mest afgørende dele ved at have denne hund er da også at sørge for den rette træning helt fra dag et. Som nævnt kan den godt være stædig, og derfor er det vigtigt, at du som ejer viser den, hvem der bestemmer. Gør du ikke det, tager den selv styringen.
Træningen bør være spændende og underholdende for at holde dens opmærksomhed, og giver du den masser af ros, bliver hunden meget mere samarbejdsvillig og modtagelig for din træning. Hold dog træningsintervallerne korte, så den fortsat vil være interesseret i at lære nyt, og giv den gerne en pause med en løbetur rundt i haven.
- Nem at træne – karakter: 3 ud af 5 60%
#4: Kan være alene hjemme
De fleste huskies håndterer ikke at være alene hjemme særlig godt. Da det er et flokdyr, har de brug for meget menneskeligt selskab, og det er en race, der har langt større tendens til at udvikle separationsangst end andre.
Lader du den være alene i længere tid, kan det føre til adfærdsproblemer og mentale udfordringer, såsom ulydighed, ensomhed, angst og stress. Der bør derfor så vidt muligt altid være et familiemedlem hjemme.
- Kan være alene hjemme – karakter: 1 ud af 5 20%
#5: Lydighed
Træner du din Alaskan Husky fra den tidlige hvalpealder med simple øvelser, der gradvist bliver mere udfordrende, jo ældre den bliver, får du en lydig og velopdragen hund, der følger dine kommandoer.
Som nævnt kræver en Husky meget træning, og stopper du træningen for tidligt, får det negativ indflydelse på hundens lydighed.
- Lydighed – karakter: 3 ud af 5 60%
#6: Stædighed
Husky-racen er kendt for at være meget stædig, bl.a. fordi de er avlet til at være sådan. Pga. de ekstreme forhold de og deres menneskeflok tidligere levede under, havde hundene brug for at være intelligente og selvstændige for at overleve.
En stædig Alaskan Husky viser derfor ikke dårlig opførsel, den bruger blot sin dybtliggende evne til at tænke selv. Det er et meget brugbart træk i farlige situationer, men i en mindre dramatisk kontekst agerer hunden blot diva-agtigt, hvilket kan være en smule irriterende for dens ejer.
- Stædighed – karakter: 4 ud af 5 80%
#7: Aktivitetsniveau
Da racen bliver avlet som slædehund, har den et stort behov for daglig fysisk motion. Anskaffer du dig en Alaskan Husky, er du derfor forpligtet til at give den et aktivt liv.
Den har brug for mindst en times daglig motion og er således en perfekt hund til dig, der går mange lange ture, cykler meget eller er maratonløber, da den meget gerne vil med dig.
Af den grund egner den sig ikke specielt godt til at bo i lejlighed, da den helst skal have adgang til større områder at boltre sig på.
Udover den fysiske motion skal den også stimuleres mentalt med f.eks. udfordrende legetøj.
- Aktivitetsniveau – karakter: 5 ud af 5 100%
#8: Fælder hunden?
Huskiens smukke og tykke pels beskytter den mod kulde og fugt i lave temperaturer, men til trods for det kræver hunden ikke meget pelspleje. Dog fælder den en del, og især i fældeperioden ved sæsonskifte skal du forvente meget løs pels, der kan falde af i store klumper. Derfor har den brug for en grundig børstning et par gange ugentligt og hver dag i fældeperioden.
- Fælder hunden? – karakter: 4 ud af 5 80%
#9: Allergivenlighed
En Alaskan Husky er desværre ikke allergivenlig. Da den fælder meget, kan den forårsage allergiske reaktioner, hvorfor den ikke anbefales til allergikere.
- Allergivenlighed – karakter: 4 ud af 5 80%
#10: Vagtegenskaber
En Husky kan se intimiderende ud, men den udgør ikke nogen god vagthund. Af natur er racen meget rar og venlig og ikke mistænkelig eller aggressiv overfor fremmede. Den elsker slet og ret mennesker for meget og vil hellere slikke på indtrængere end jage dem væk.
Husky-racen er ret besidderisk, men ikke særlig beskyttende. Den kan blive jaloux, hvis dens ejer viser et andet familiemedlem for meget opmærksomhed, men det fører typisk aldrig til aggressiv adfærd eller nogen reel beskyttertrang.
Altså mangler en Alaskan Husky mange af de egenskaber, som en god vagthund bør have.
- Vagtegenskaber – karakter: 3 ud af 5 60%
KARAKTERISTIKA FOR En Alaskan Husky
Karakter Overblik
Karakter: 1 – 2 – 3 – 4 – 5 (1: lidt 3: mellem 5: meget)
Relaterede annoncer
Gidesmuk og velhåndteret unghest
Race
OX Araber
Alder
10 mdr.
Salgsklar d.
26.07.2022
Gudesmuk og velhåndteret unghest
Race
OX Araber
Alder
10 mdr.
Salgsklar d.
Nu